På Madens Folkemøde taler vi ikke kun om mad, vi spiser den også med stor glæde. Derfor leder vi efter aktører, som vil stå for at sælge mad, kaffe, is, øl, vin eller andet. 

Udbuddet af mad og drikke er samlet i en slags udendørs 'food court' i et hjørne af gårdspladsen, så gæsterne kan vælge imellem de forskellige tilbud og alligevel spise sammen.

Vi prioriterer aktører med et økologisk spisemærke og ser gerne, at man arbejder med lokale råvarer i sit madudbud. 

Alle aktører skal sikre, at en del af sortimenten kan nydes af gæster, som ikke spiser kød. Vær også opmærksom på, at vi ønsker at minimere (helst eliminere) engangsservice og emballage, så vi prioriterer aktører, som vil samarbejde med os om dette.

Man kan leje et telt eller andre faciliteter af os. Foodtrucks er velkomne. Man kan tilkøbe sig adgang til opvask, køl og frys samt leje grej og inventar hos os eller selv medbringe.

Prisen for en F&B stand kan variere alt efter sortiment. Som regel vil vi lave en aftale om en procentdel af omsætningen, men der kan også betales en fast pris på forhånd. 

I 2023 bød vi på følgende aktører: Restaurant Lola, Lille Meyer, Gasoline Grill, Grapewise, Kødbyens Is og Coffee Collective.

Hvis du vil høre mere om mulighederne, så skriv til Stine Lolk på stine@thefoodproject.dk