Næsten 10.000 gæster besøgte Madens Folkemøde
Høj sol, debatter, madværksteder og masser af smagsoplevelser på det fjerde Madens Folkemøde. Datoerne for 2024 er allerede på plads.
”Vi har lige lukket årets udgave af Madens Folkemøde med glade gæster og solskoldede næser. Vi takker for opbakningen fra alle i madlandet Danmark og fra Lolland-Falster, der igen har bakket os helhjertet op,” siger Kasper Fogh, formand i Foreningen Madens Folkemøde.
Madens Folkemøde samlede hele Danmark til en samtale om det, vi spiser, og hvordan vi laver det. Regeringen, lands- og lokalpolitikere, erhvervsliv, interesseorganisationer, universiteter, uddannelsesinstitutioner og madinteresserede danskere deltog i cirka 140 debatter, madværksteder og smagninger. 200 organisationer, foreninger og virksomheder bidrog aktivt med aktiviteter eller smagsoplevelser.
”Det er klart, at bæredygtighedsspørgsmål dominerer debatten om vores madkultur. Jeg mener, vi lykkes med at vise, at vi både kan tale om de store problemer som for eksempel biodiversitet og klimaforandringer, og samtidigt vise løsninger og ideer til en mere spændende madkultur. Du kunne smage forandringerne på Madens Folkemøde i år. Vi havde et både alvorligt og indsigtsfuldt, men også et optimistisk og inspirerende folkemøde,” udtaler Kasper Fogh.
Årets udgave af Madens Folkemøde var det fjerde af slagsen.
Femte udgave finder sted 31. maj – 1. juni 2024.
Se højdepunkter fra årets folkemøde her: