Madens Folkemøde, der sidste år nåede 35.000 besøgende, samler hvert år producenter, beslutningstagere, organisationer og madentusiaster til debat og fejring af dansk madkultur. Med lokation i Nykøbing Falster fortsætter folkemødet ambitionen om at være et nationalt samlingspunkt for vigtige dagsordener inden for økologi, madhåndværk og fremtidens fødevareproduktion.
Hos MENY ser man partnerskabet som en naturlig forlængelse af kædens arbejde med at inspirere danskerne til bedre madoplevelser og støtte mindre, passionerede producenter.
”Madens Folkemøde er et stærkt samlingspunkt for hele branchen og for alle, der brænder for mad. I MENY har vi en klar ambition om at udvikle dansk madkultur og skabe madglæde i hele landet. Derfor er det helt naturligt for os at engagere os som hovedpartner de kommende tre år,” siger Kristine Pilgaard, kommerciel direktør i MENY.
Madskattestipendier flytter med
De seneste to år har MENY ved kædens årsmøde uddelt madskattestipendier til tre producenter af Danske Madskatte – dedikerede producenter, som har søgt støtte til konkrete udviklingsprojekter. Fremover vil stipendierne blive uddelt på Madens Folkemøde som en markering af vigtigheden af at bakke op om dansk madhåndværk og innovation.
”Madens Folkemøde er en oplagt ramme for at hylde de mindre producenter, der hver dag er med til at udvikle danske madskatte. Vi glæder os til at kunne samle branchen og sætte ekstra fokus på dem og deres arbejde,” fortæller Kristine Pilgaard.
Hos Madens Folkemøde udtrykker direktør Jeppe Bo Pedersen også stor begejstring for aftalen med MENY.
"For os er det helt oplagt, at MENY engagerer sig i Madens Folkemøde, for vores hjerter banker for det samme, nemlig at fremme dansk madkultur og inspirere både unge og ældre til madglæde og madoplevelser med gode råvarer,” siger Jeppe Bo Pedersen.
Som hovedpartner vil MENY være synligt til stede med egen stand og deltage i flere debatter om aktuelle fødevaredagsordener.