15.-17. maj afholdes Madens Folkemøde på en helt ny lokation, når Nykøbing Falster for første gang lægger brosten til 150 oplevelser, middage og masterclasses.
Når syrenerne springer ud og kalenderen viser midt maj, åbner Madens Folkemøde for første gang dørene til nye omgivelser i Nykøbing Falster. Hvor festivalen tidligere har indtaget Engestofte Gods, er Madens Folkemøde nu rykket østpå og er dermed endnu tættere på blandt andet hovedstaden:
”Vi har drømt om at give endnu flere mulighed for at opleve alt det, som Lolland-Falster og Madens Folkemøde har at byde på, så derfor er vi glade for både at kunne fjerne entréprisen og være rykket tættere på København og resten af Sjælland med gode togforbindelser”, fortæller direktør for Madens Folkemøde, Stine Lolk, og uddyber:
”Samtidig har vi lagt os i selen for at skabe et program fyldt med oplevelser for store og små: Fra nørdede debatter og interessante samtaler til masterclasses, middage og et marked med masser af gode danske produkter. Så vi håber at få besøg af madglade gæster fra hele Danmark”.
Kokkekonkurrence og madhistorisk dag for hele familien
Årets program byder traditionen tro på et stort udvalg af madevents, og som noget nyt er der i år ekstra fokus på gastronomien, når det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst, Bocuse D’Or, finder den kok, der skal repræsentere Danmark til konkurrencen i 2027. Konkurrencen foregår fredag 16. maj i en intens finalemellem kokketalenterne foran et stjernespækket dommerpanel, og både børn og voksne er velkomne til at opleve topgastronomien på tæt hold.
Sideløbende kan man alle dage finde inspiration til sin egen madlavning på Køkkenscenen, hvor en række kendte danske kokke – fra Adam Aamann til Umut Sakarya – vil inspirere til hverdagsmaden derhjemme. Og så lægger Madens Folkemøde i år scene til en fejring af ’bukkepremieren’, når jagten på sommerbukke skydes i gang 16. maj, og jægerne mødes på folkemødet for at inspicere årets første bytte:
”Det er vigtigt for os at vise bredden i den danske madkultur, og derfor er det en stor fornøjelse at kunne invitere til et stærkt sceneprogram og en række events, der tæller alt fra kokkekonkurrence til jagt-events, masterclasses og madhistorisk dag i Middelaldercenteret for hele familien” fortæller Stine Lolk, og slutter:
”Vi glæder os til at se Madens Folkemøde folde sig ud i helt nye rammer og håber, at gæsterne vil tage godt imod vores nye ’hjem’. Vi har gjort alt for at sammensætte et program med events til alle madglade danskere uanset om man er til Michelin eller hverdagsmad, nørderi eller fast food – eller måske lidt af det hele”.
Fakta
- Madens Folkemøde afholdes 15.-17. maj 2025 i Nykøbing F. I de forgangne fem år har Engestofte Gods på Lolland sat scenen for Madens Folkemøde, og i år er første gang folkemødet bliver afholdt iNykøbing F. Læs mere om Madens Folkemøde her:
https://www.madensfolkemode.dk/om-os/om-madens-folkemoede/ - Det er gratis at besøge folkemødet, der forventer 10.000 gæster og tæller en række scener, en markedsplads og mere end 150 oplevelser på tværs af byen. Se hele programmet her: https://www.madensfolkemode.dk/program-2025/
- Der er gode parkeringsmuligheder i Nykøbing F, og der er togafgange til København og resten af Danmark hele dagen fra stationen midt i byen. Læs mere om transport her: https://www.madensfolkemode.dk/praktisk-info/transport-parkering/
- Madens Folkemøde er blandt andet støttet af Guldbordsund Kommune, Lolland Kommune, Visit Lolland-Falster, Region Sjælland, DI Fødevarer, Lidl Danmark og Landbrug og Fødevarer.