Madens Folkemøde ønsker at reducere sit affald så meget som muligt og vi har lavet en ’Vision Affaldsfrit Folkemøde’ sammen med Lolland-Falsters affalds- og energiselskab REFA. Med den vision som ledestjerne arbejder vi kontinuerligt på at minimere vores affald.

I 2023 brugt vi sammen med REFA året på at få dokumentation og overblik over, hvor vores største udfordringer lå. Det blev et klart svar: Engangsservice er vores mest problematiske affaldsfraktion. Engangsservice udgør en meget væsentlig del af vores affald og samtidig bliver det ofte smidt forkert ud, så en paptallerken med madrester kan ende med at forurene et helt stort læs af rent pap, som kunne have været genanvendt.  

Derfor tager vi for alvor livtag med brug af engangsservice i 2024. Det betyder, at vi i år ikke bruger engangsservice, når vi serverer mad for vores gæster. Hverken fra madboderne eller ved vores middage og frokoster. Servietter og ’burgerlommer’ (altså papir) er undtaget. På smagsprøver er det tilladt at bruge bio-service af hygiejnemæssige årsager.  

Det er både svært og bøvlet helt at undvære engangsservice. Det gør det tungere for medarbejderne at bære. Der skal vaskes mere op. Transporteres tungere. Men vi tror på, at det er fremtiden at finde nye løsninger – og hvis ikke man prøver, lærer man ikke hvordan. Og forhåbentlig kan vi bruge vores erfaringer til at give videre til andre folkemøder og festivaler. 

 ”Bring-your-own” 2024

En af de nye tiltag, vi prøver af i 2024, er at opfordre alle gæsterne til selv medbringe eget service – en kaffekop, bestik, en lille tallerken eller andet, som man kan have med i tasken. Det vil spare gæsten for det gebyr, vi tager for f.eks. kopper og krus på 5 kr., og det vil ikke mindst spare miljøet og medarbejdernes kræfter. 

Vi opfordrer derfor alle vores gæster til selv at tage pakke og give en hånd til os og en lidt bedre verden. 

Der vil være vandposter, hvor man både kan hente koldt drikkevand til drikkedunken og skylle sit service efter brug. 

Sortering af affald på Madens Folkemøde 2024 

På Madens Folkemøde skal både gæster og aktører sortere deres affald. Derfor står der beholdere til alle fraktioner på publikumsområdet og i bagområderne. Vi sorterer affaldet i følgende fraktioner:  

  • Madaffald 
  • Pap 
  • Papir 
  • Metal 
  • Glas 
  • Plast 
  • Restaffald 

Herudover er der beholdere til  

  • vaskbare krus (genkrus) 
  • pant (glas, plastflasker og dåser).  

Beholderne til fraktionerne står samlet i såkaldte affalds-øer, så gæster og aktører kun skal bære deres affald et sted hen. På beholderne vil det tydeligt være markeret, hvilket affald, der skal i hvilke beholdere. Det er kun beskidt (f.eks. af mad) pap, papir og plast der skal i restaffald. Alt andet skal sorteres.